Måske - men ville det ikke også være dumt at forsøge at stikke lapperne ind i flammen igen ?
Gløderne brænder selvfølgelig ud på et tidspunkt og det bliver nemmere at grave resterne ud der ikke er ædt op af flammerne..
Er det også sådan med kærlighed ? Blir vi bange når vi svigtes på den ene eller den anden måde ? Og lader vi så ind imellem lykken passere uden at vide det ?
Måske ved vi det egentlig godt men det er nemmere at krølle det sammen og stikke det i baglommen så vi ikke skal forholde os til det... Henkaste os på nogle andre følelser som måske nok ikke er lisså ægte og rigtige bare for at undgå at miste fodfæstet...
"Det er jo ikke at leve" - hmm nej måske men det gør trods alt mindre ondt... Og nej det giver ikke det store sus som man måske nok ville opleve men rutheturen ned kan være alt for skræmmende...
Problemet kan være at vedkommende flytter så tæt ind i dig at du har svært ved ikke at lade dine følelser få frit spil, lader dig forføre at søde ord, kærlige blikke - små berøringer og sange der rammer.
Hvor ved de fra hvad de skal sige og gøre for at få dig derhen ?
Får mænd et kursus som små drenge i hvad der fanger en Quindes hjerte ?
Hvad er det der får os til at tro at nu er den der - den store kærlighed - den eneste ene - det er ham/hende der står foran os og de vil ha os !?
Man siger at det første der gør man forelsker sig er den andens duft - lugtesansen er det største sans vi har - det er den der stimulere os allermest, og her snakker jeg ikke om parfume eller hvad shampoo du bruger - det er din kropsduft der fanger.
Jeg har altid tænkt det er øjnene - ikke farven eller formen, men det jeg kan læse i et andet menneskes øjne.. Jeg bliver altid utrolig usikker hvis ikke jeg kan få lov at læse en andens øjne - hvis de ikke bryder sig om at jeg "stirrer" på dem - det er min kontaktform.. Men ja måske er duften det overlegent - who knows ?!
"Vil du gifte dig med mig"?
http://www.youtube.com/watch?v=OMr9zCvtOfY
Det er vel det ultimative - den største erklæring man kan få på at man er den eneste ene ?! Men hvis noget kan skræmme er det vel også netop de ord... Hvad er det der gør man overskrider sin frygt og hvornår er det man ved det netop er det man vil ?
Vil man virkelig gerne vågne op ved siden af det menneske når de er 87 - har hængebryster og tænderne smiler til en på natbordet ?
Nogle gange vil man vel som pige bare være 14 år og lyserød igen, og kommer der en mand og kan klare den opgave er man nok lidt på dybt vand !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar