Flyt din indre base...

Vi mennesker er vanedyr - vi elsker når tinger som "de plejer" at være - selvfølgelig med gradbøjninger..
Vi har vaner på alle tider af døgnet - morgen ritualer som - kaffe - bad - børste bisser - måden vi forlader hjemmet på osv.
Vores hjem er indrettet så vi kan finde de ting vi skal bruge - og vores "base" viser hurtigt vores vaner hvis man kigger godt efter.

Når vi så rejser os op og vælger at flytte vores base blir der kaos, vi kan glæde os nok så meget men det ændrer ikke på vores tryghed forsvinder.
Jeg kan se det på både mig selv og min datter - vi skal flytte og trods vi begge allerede elsker tanken om vores nye hjem så er der kaos i vores adfærd.. Vi pakker ned og smider ud - snakker nye ting og vaner og laver aftaler om vores nye hverdag.. Og i bund og grund er tæppet revet væk under fødderne på os - mentalt er vi jo allerede væk fra vores nuværende bolig - så meget væk at min datter ikke gider støvsuge sit gulv for det kan ikke betale sig..




Jeg kan ikke lade være at tænke at det sjove ved sådan noget her er at de gode minder man tager med ofte bringer sætningen frem "i vores gamle hus var der så dejligt" og hvis man virkelig har det sådan - hvorfor flytter vi så egentlig ? Kan en halvering i huslejen og tættere på byliv, kultur og socialt netværk opveje at man elsker sit hjem ?
Jeg er flyttet en del gange i mit liv og kun en enkelt gang har jeg fortrudt at jeg gjorde det, så muligheden for at jeg gør det denne gang er minimal - alligevel sidder der et stort monster på min skulder og spørger "gør jeg det rigtige" ?!

Hvad nu hvis....
At jeg ikke falder til i mit nye miljø eller min datter ikke gør...
At vi ikke føler os hjemme hvor vi kommer til at bo...
At vi fortryder vores valg...

Der er mange "hvis" i sådan en procces, jeg ved jo godt inderst inde at jeg skal bare springe og huske at trække vejret så blir det selvfølgelig godt for os.

Jeg har ofte i mit gamle hverv haft ondt af ældre mennesker der skulle på plejehjem, både fordi de skulle igennem denne procces og at de faktisk ofte er presset ud i den situation og egentlig ikke ønsker det, jeg har dog trods alt selv valgt det..

Jeg blir rolig når jeg tænker - jeg tager de gode af mine vaner med mig men efterlader de dårlige - så kan det vel ikke gå helt galt...

Vil Julemanden kysse mor ?

Det er December - byen glimter af lys i alle udformninger og man overvældes af dufte som Kanel - nelliker , gran og brændte mandler og trods vi alle forsøger at finde den søde stemning frem, blir det mest til vrissen over køen er for lang eller frygten for overtræk i banken..
Vi shopper gaver, mad, gløgg og æbleskiver, vi pakker ting ind, har hemmeligheder, arrangerer og fester igennem hele December - og det koster...


Men hvad er det egentlig julen handler om, har vi glemt det ?
Husker vi kun denne ene gang om året at se moster Oda fordi hun da ihvertfald ikke skal sidde alene ?
Hvad med alle de andre 364 dage hun gør det ?
Hvad med ham vi mødte på bænken for en time siden - skal han sidde alene ? Og er det ikke bare for nemt at sige - det er ikke mit ansvar jeg kender ham ikke ?!

Hvad ville der ske hvis nu vi vendte den om - hvis moster Oda fik besøg de andre 364 dage om året - ville hun så ikke være ret ligeglad med juleaften fordi hun netop følte hendes familie værdsatte hende og viste hende at de elsker hende ?
Og ville ham manden på bænken få sit livs bedste dag fordi nogle åbnede deres hjerte og hjem for ham bare denne ene dag ?!
Det er da tankevækkende....



For mig har julen aldrig handlet om store gaver og overflod... Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte om den som barn, men jeg tror jeg glædede mig som alle børn jo gør..
Men som voksen har det handlet om varme, hygge, samvær og overskud til andre..
Jeg har forsøgt at lære mine børn det ved netop ikke at lave denne overflodsfest som mange andre kører på, men at dette er nogle dage hvor det handler om det vi har inderst inde...

Om ikke andet så ønsker jeg jer alle en glædelig jul med alt hvad i vælger at fylde i den :-)