Flyt din indre base...

Vi mennesker er vanedyr - vi elsker når tinger som "de plejer" at være - selvfølgelig med gradbøjninger..
Vi har vaner på alle tider af døgnet - morgen ritualer som - kaffe - bad - børste bisser - måden vi forlader hjemmet på osv.
Vores hjem er indrettet så vi kan finde de ting vi skal bruge - og vores "base" viser hurtigt vores vaner hvis man kigger godt efter.

Når vi så rejser os op og vælger at flytte vores base blir der kaos, vi kan glæde os nok så meget men det ændrer ikke på vores tryghed forsvinder.
Jeg kan se det på både mig selv og min datter - vi skal flytte og trods vi begge allerede elsker tanken om vores nye hjem så er der kaos i vores adfærd.. Vi pakker ned og smider ud - snakker nye ting og vaner og laver aftaler om vores nye hverdag.. Og i bund og grund er tæppet revet væk under fødderne på os - mentalt er vi jo allerede væk fra vores nuværende bolig - så meget væk at min datter ikke gider støvsuge sit gulv for det kan ikke betale sig..




Jeg kan ikke lade være at tænke at det sjove ved sådan noget her er at de gode minder man tager med ofte bringer sætningen frem "i vores gamle hus var der så dejligt" og hvis man virkelig har det sådan - hvorfor flytter vi så egentlig ? Kan en halvering i huslejen og tættere på byliv, kultur og socialt netværk opveje at man elsker sit hjem ?
Jeg er flyttet en del gange i mit liv og kun en enkelt gang har jeg fortrudt at jeg gjorde det, så muligheden for at jeg gør det denne gang er minimal - alligevel sidder der et stort monster på min skulder og spørger "gør jeg det rigtige" ?!

Hvad nu hvis....
At jeg ikke falder til i mit nye miljø eller min datter ikke gør...
At vi ikke føler os hjemme hvor vi kommer til at bo...
At vi fortryder vores valg...

Der er mange "hvis" i sådan en procces, jeg ved jo godt inderst inde at jeg skal bare springe og huske at trække vejret så blir det selvfølgelig godt for os.

Jeg har ofte i mit gamle hverv haft ondt af ældre mennesker der skulle på plejehjem, både fordi de skulle igennem denne procces og at de faktisk ofte er presset ud i den situation og egentlig ikke ønsker det, jeg har dog trods alt selv valgt det..

Jeg blir rolig når jeg tænker - jeg tager de gode af mine vaner med mig men efterlader de dårlige - så kan det vel ikke gå helt galt...

Vil Julemanden kysse mor ?

Det er December - byen glimter af lys i alle udformninger og man overvældes af dufte som Kanel - nelliker , gran og brændte mandler og trods vi alle forsøger at finde den søde stemning frem, blir det mest til vrissen over køen er for lang eller frygten for overtræk i banken..
Vi shopper gaver, mad, gløgg og æbleskiver, vi pakker ting ind, har hemmeligheder, arrangerer og fester igennem hele December - og det koster...


Men hvad er det egentlig julen handler om, har vi glemt det ?
Husker vi kun denne ene gang om året at se moster Oda fordi hun da ihvertfald ikke skal sidde alene ?
Hvad med alle de andre 364 dage hun gør det ?
Hvad med ham vi mødte på bænken for en time siden - skal han sidde alene ? Og er det ikke bare for nemt at sige - det er ikke mit ansvar jeg kender ham ikke ?!

Hvad ville der ske hvis nu vi vendte den om - hvis moster Oda fik besøg de andre 364 dage om året - ville hun så ikke være ret ligeglad med juleaften fordi hun netop følte hendes familie værdsatte hende og viste hende at de elsker hende ?
Og ville ham manden på bænken få sit livs bedste dag fordi nogle åbnede deres hjerte og hjem for ham bare denne ene dag ?!
Det er da tankevækkende....



For mig har julen aldrig handlet om store gaver og overflod... Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte om den som barn, men jeg tror jeg glædede mig som alle børn jo gør..
Men som voksen har det handlet om varme, hygge, samvær og overskud til andre..
Jeg har forsøgt at lære mine børn det ved netop ikke at lave denne overflodsfest som mange andre kører på, men at dette er nogle dage hvor det handler om det vi har inderst inde...

Om ikke andet så ønsker jeg jer alle en glædelig jul med alt hvad i vælger at fylde i den :-)

"Didn´t your mother teach you not to break a girls heart"...........................................

Brændt barn skyer ilden ?!
Måske - men ville det ikke også være dumt at forsøge at stikke lapperne ind i flammen igen ?
Gløderne brænder selvfølgelig ud på et tidspunkt og det bliver nemmere at grave resterne ud der ikke er ædt op af flammerne..

Er det også sådan med kærlighed ? Blir vi bange når vi svigtes på den ene eller den anden måde ? Og lader vi så ind imellem lykken passere uden at vide det ?
Måske ved vi det egentlig godt men det er nemmere at krølle det sammen og stikke det i baglommen så vi ikke skal forholde os til det... Henkaste os på nogle andre følelser som måske nok ikke er lisså ægte og rigtige bare for at undgå at miste fodfæstet...

"Det er jo ikke at leve" - hmm nej måske men det gør trods alt mindre ondt... Og nej det giver ikke det store sus som man måske nok ville opleve men rutheturen ned kan være alt for skræmmende...

Problemet kan være at vedkommende flytter så tæt ind i dig at du har svært ved ikke at lade dine følelser få frit spil, lader dig forføre at søde ord, kærlige blikke - små berøringer og sange der rammer.
Hvor ved de fra hvad de skal sige og gøre for at få dig derhen ?

Får mænd et kursus som små drenge i hvad der fanger en Quindes hjerte ?




Hvad er det der får os til at tro at nu er den der - den store kærlighed - den eneste ene - det er ham/hende der står foran os og de vil ha os !?
Man siger at det første der gør man forelsker sig er den andens duft - lugtesansen er det største sans vi har - det er den der stimulere os allermest, og her snakker jeg ikke om parfume eller hvad shampoo du bruger - det er din kropsduft der fanger.

Jeg har altid tænkt det er øjnene - ikke farven eller formen, men det jeg kan læse i et andet menneskes øjne.. Jeg bliver altid utrolig usikker hvis ikke jeg kan få lov at læse en andens øjne - hvis de ikke bryder sig om at jeg "stirrer" på dem - det er min kontaktform.. Men ja måske er duften det overlegent - who knows ?!

"Vil du gifte dig med mig"?

http://www.youtube.com/watch?v=OMr9zCvtOfY



Det er vel det ultimative - den største erklæring man kan få på at man er den eneste ene ?! Men hvis noget kan skræmme er det vel også netop de ord... Hvad er det der gør man overskrider sin frygt og hvornår er det man ved det netop er det man vil ?
Vil man virkelig gerne vågne op ved siden af det menneske når de er 87 - har hængebryster og tænderne smiler til en på natbordet ?

Nogle gange vil man vel som pige bare være 14 år og lyserød igen, og kommer der en mand og kan klare den opgave er man nok lidt på dybt vand !

Fuck janteloven - jeg ved jeg er noget.

Når der er ændringer i vores liv - gode eller dårlige - kræver det tilvænning fra både os selv men også ofte fra vores netværk.
De fleste ændringer kræver positiv indstilling fra os selv og accept fra vores omgivelser..
Men hvad nu hvis omgivelserne ikke synes vores valg er ok - hvis de tænker skidt om os fordi vi vælger noget som måske i deres øjne ikke er gennemtænkt og fornuftigt ?


Skal vi lade os underkaste andres mening og fordømmelsse ? Betyder der meget for os i vores valg hvad andre tænker og mener ?

Fx... Jeg har en veninde - en skøn pige - smuk, varm, ærlig og trofast... Hun er sammen med en mand hvor forholdet kører som en elevator i pendulfart - ca hver 3. måned går de fra hinanden og finder sammen igen...

Mange af deres venner - både hendes/hans og fælles fordømmer at de igen og igen finder sammen - ingen tror på forholdet mere...
Men de gør selv i de øjeblikke hvor det sker..
Skal de så fordi andre mener at nu må det da snart være slut med de forsøg - stoppe med at følge deres hjerter ? Skal de underkaste sig andres mening eller skal de blæse på hvad andre mener og siger ?!

Jeg har selv sagt jeg tror de ville være bedst tjent med at stoppe, men jeg tænker nu også om det egentlig er forkert af mig ? Hvis de i deres indre elsker hinanden højt skal de så ikke forsøge så længe de selv orker uanset hvad jeg og andre mener ?
Det er jo trods alt dem selv de sårer.....

Vi underlægger os ofte andres mening med tingene - vi kører ofte ting efter "normalen" i samfundet - det er jo der man blir lykkelig - eller ???? Er det ??!!!

Hvem siger vi alle skal ende op med parcelhus og en lille vovse - hvem siger de værdier vi ser i et andet menneske hører til i andres værdisæt ?
Skal vi så alligevel vælge det fra fordi andre mener - han/hun er ikke god for dig fordi..... ?!

Dette gælder ikke kun i par forhold - det gælder indenfor stort set alle valg i livet - job - bolig - børn - biler - økonomi osv osv....

Vores selvstændighed lider knæk hver gang vi tager valg efter andres mening - men det er jo også et valg så hvorfor ?

Jeg tænker det er fordi vi er i tvivl - hvis ikke vi tvivlede ville vi ikke have brug for andres mening og så ville vi træffe de valg ud fra intuition - hjertet og fornuften som vi ser den... Det ville styrke vores selvstændighed i stedet for at sænke den... men det kræver et vist mod altid at lyte efter sig selv og ike lade sig påvirke...

Tag fx reklamer - ofte lader vi os forføre at reklamer uden at være specielt kritiske - det der produkt må vi prøve for når det er på tv reklame må det være godt - det sælger og det er et hit - så skal vi være med... Men hvorfor ? Har vi overhovdet brug for det og vil det forøge vores livskvalitet ?


Jeg ville ønske at folk turde stå på egne ben uden den store usikkerhed for ikke at slå til som både menneske/forældre/ven/kollega eller borger i det danske samfund... Hvorfor lader vi stadig i år 2011 - Janteloven få lov at have grebet om "nosserne" på os ?!

Selvvalgte singler.

At være single idag er helt normalt, der er 33% af befolkningen i Dk som er alene eller uden en reel partner.
Alligevel er det for nogen en snosm tilværelse, de som ikke formår at fastholde venskaber eller har et netværk som kan møde dem på deres præmisser.
Der findes mange måder at komme dette til livs, der findes bla single klubber som arrangerer mange forskellige events både med og uden børn, men for nogle er det grænseoverskridende at melde sig ind i disse grupper/klubber.


At gå ud og møde en ny partner, kan være en besværling ting, måske specielt for kvinder. Vi har stillet en masse kriterier op som følge af udviklingen, så idag skal en mand kunne alting, have sund økonomi, pli, et godt job, det rigtige udseende, kunne læse tanker og være en supermand i sengen.

Kvinder mener selv de skal være perfekte i dagligdagen og have deres supermand så behøver de ikke lave mere om ved dem selv.

Mandens ønske til en kvinde er nok mere en luder/madonna

Den pæne perfekte husmoder/kone i dagligdagen og udadtil og en luder i sengen. Meget mere behøver de ikke for  at være tilfredse.

Den sexuelle del er af stor betydning for single livet, det er både et af vore basale behov som vi på en eller anden måde skal have dækket men det er så absolut også et stort kriterie når vi vælger vores partner.



Passer den del os ikke vælges partneren fra med detsamme, er tissemanden for lille, hænger brysterne for meget og er kroppen for fed har det for mange en stor og afgørende betydning.
Det er selvfølgelig ikke den eneste faktor vi hænger os i, der er mange andre, vi spørger ind til job fx - og arbejder du i Netto ja så har du altså mindre chance for at score end hvis du er key account manneger eller It nørd - det er et faktum.

Næsten alle singler har prøvet at være blevet inviteret til middag hos vennerne hvor der sådan helt tilfældig nu sidder en Bent der også er single - hvor pudsigt !!!! Og de fleste singler hader denne Kirsten gifteknivs metode, hvor man lissom påtvinges en blind date uden at have haft en chance for at sige nej tak. Og allerede der går det galt, for man lægger automatisk afstand til vedkommende fra start fordi dette er påtvunget, og måske gør han faktisk detsamme.
Så som den gode ven man gerne vil være bør man altid forhøre sig inden man laver sådan et arrangement og respektere hvis svaret er nej tak.

De fleste singler nyder det frie liv, muligheden for ikke at skulle tage hensyn, selvbestemmelsen og at kunne lukke døren og vide at det kun er en selv der har nøglen. Ikke alle ønsker at få faste forhold igen, at skulle slippe uafhænigheden trods det er hyggeligt og indmellem pratisk at være to - er det bare ikke lykken for alle.

Hjælp vores drenge.

Vi sender vore sønner i krig ude i den store verden når der er behov herfor og vi enten bliver bedt om deltagelse eller hvis det er i vores sikkerheds interesse.
De bliver uddannet !? - Ja det kan man da godt kalde det kursus de skal på for at deltage, dog synes jeg personligt at det er som at tage et AMU kursus og så skulle udgøre det for at være professor.

Ofte er det folk der i forvejen er i militæret men der er nu også en del som bare har haft aftjent værnepligt for en del år siden og så får dette korte kursus før de sendes ud.



De er gerne udsendt ½ år af gangen og kommer herefter hjem - bliver tilbudt/påkrævet en psykolog samtale eller to, men meget sjældent mere end dette. Det er ALT for lidt set i lyset af hvad de ofte har set/oplevet.

Vi tænder for tv - hører der er fundet vejsidebomber men forstår vi egentlig hvad det gør ved disse drenge/mænd der lever med den fare dag og nat ? De ved aldrig om der hvor de lige sætter deres fod er et minefelt - de ved ikke om der er angreb rundt om næste hæk - de har ingen ide om det de møder i den næste landsby er kvinder og børn der er slagtet.

De ved bare der er en risiko for det, der er risiko for de aldrig kommer hjem, eller kommer hjem som invalide og aldrig får et normalt liv.



I 2008 havde Danmark rekorden i antal dræbte soldater pr million indbyggere med 2,8 - det er et uhyggeligt tal, men hvad er endnu mere uhyggeligt er de soldater der kommer hjem syge med så store ar på sjælen at de aldrig igen bliver normale mennesker. PTSD = post traumatisk stress sndrom er et efterhånden helt normalt ord at bruge hos de hjemvendte soldater, der er mange som først udvikler symptomerne årevis efter deres udsendelse og indimellem resulterer det i forfærdelige ting som drab på helt uskyldige mennesker.

Gennem årene har vi oplevet mange af sådanne sager, endda hvor det også indimellem har ramt børn.



Er det ok at vi lader vores hjemvendte soldater slippe med et par samtaler og så overlade dem til sig selv - eller skal vi følge op og se om de bliver syge ?
Jeg mener vi som samfund svigter når vi "bare går ud fra" tingene er iorden, det koster selvfølgelig penge at lave disse tiltag men spørgsmålet er om det ikke er pengene værd når både man måske kan hjælpe den syge men også endda redde andres menneskers liv.

Hvor der er hjerterum er der husrum.

Indretning f vores hjem hænger ofte sammen med måden vi lever på, vores interesser, vores engement og vores energi i hverdagen.
Stil er for mange noget som er gennemført, et tema, en farve, et årti, en træsort eller andet.
Men kan man lave stil uden det er "gennemført" så det rent faktisker gennemført "ugennemført" og hvad viser det andres øjne når de ser det ?



Nogle mennesker er fuldstændig ligeglade med hvordan der ser ud hvor de bor, det er bare et opholdssted hvor de kan spise, sove, vaske sig og opbevare deres ting - hjemmet bærer derfor ingen præg af hygge eller varme. Hvorimod andre ikke kan få hygge nok ideres hjem/base.



Hvor meget bruger vi vores hjem, og hvor meget energi lægger vi i at der er rart at være ?! Hvem skal gøre det rent og hvor meget skal man flytte for at få støvsugeren ind i hjørnet ?
Hvad vil vi signalere udaftil og hvad er for vores egen skyld ? Og hvad må det koste ?!

Vi lever i en verden hvor vi alle helst skal være perfekte, have overskud både som familie, menneske og som vært, medarbejder, ven/veninde osv osv så hvad betyder vores hjem i den forbindelse ?!

Hvad nu hvis vi slet ikke bryder os om at bo stilet - at have et samtalekøkken som alle andre eller en ny indkørsel, hvad hvis vi hellere vil rejse 5 gange om året end at købe en ny sofa som ikke er så hullet og grim som den vi arvede efter tante Oda ?!
Er vi så dårligere mennesker af den grund ?



Gider veninden så ikke komme til tøse sladder og kaffehygge ? Og flover familien sig over dig og du bliver til det sorte får ?

Hvad er det vores hjem viser vores omverden - og er det rigtigt at hvis det er rod udenpå er der det gså indeni ?
Tankevækkende teori ihvertfald !

Selvværd og tillid

Når man møder et andet menneske man føler man har noget tilfælles med - noget man deler og har interesse for opstår der langsomt tillid, den tillid bygges dervidere på gennem den tid man oplever at den ikke misbruges. De fleste har som oftest et grobund af tillid til andre mennesker som udgangspunkt, nogle lidt mere skeptiske end andre, men de er der færreste hvor tilliden skal bygges op fra bunden.

Det kan dog ske hvis det menneske er blevet svigtet gennem opvæksten at der vil være en mistro til andre fra start, og alligevel vil vedkommende som oftest ud fra sin fornuft forsøge at stole på de mennesker der omgiver dem.



At stole blindt på andre mennesker bliver som oftest betegnet som temmelig naivt, tillid er noget man opbygger imellem 2 personer, dermed ikke sagt man ikke kan have tillid til flere.

Når jeg ser mennesker jeg holder af blive svigtet - sker der noget indeni - min tillid til tingene ændres fx..

Et par jeg kender, hun meget forelsket og jaloux - han mindre forelsket og på ingen måde mistroisk.
De kan se på hinanden og ved med detsamme hvad den anden tænker og når man er i deres nærvær kan man mærke deres kemi og ved at de har noget "internt".
Alligevel svigter han gang på gang hendes tillid ved at være sammen med andre piger, altid i det skjulte så hun ikke har en chance for at vide hvad han laver, men man mærker hendes tillid svinder når man snakker med hende, der er ingen beviser kun gisninger som jo egentlig er reelle trods hun ikke ved det med sikkerhed.


Et tillidssvigt kan også opstå mellem venner, måske er din ven slet ikke så meget ven som du havde troet, måske slet ikke, fx er piger slemme til at snakke bag ryggen af hinanden, der kan opstå historier som faktisk slet ikke er sande, nogle mennesker tager så let på sandheden at de gerne kommer med en historie om en anden person som slet ikke passer for selv at opnå noget, egoisme og tillid passer virkelig skidt sammen.
Gudskelov er det de færreste mennesker der har disse psykopatiske træk i deres personlighed, men de findes - jeg har selv lige haft sådan en type tæt på livet og måtte sande jeg var hoppet i fælden - helt naivt uden at blinke. Og jeg kan vende mig om og sige gang på gang - mig med min erfaring, hvordan kunne jeg undgå at se dette ?! Jeg ved godt selv hvor det gik galt, jeg mødte vedkommende på et tidspunkt hvor hun var sårbar og det vakte min empati og derfor øste jeg bare blindt ud af både tillid og omsorg.



Tillid er mange ting - det kan være til hinanden, til ting/produkter til autoriteter, men den værste tillid er dog stadig tilliden og troen på sig selv - selvværdet.

Selvværdet knækkes og brydes ned ved gentagne tillidsbrud - ved svigt i det hele taget, det kan være fra barndommen, fra en manipulerende kæreste, pga mobning, overgreb o.a.
Opbygning af selvværdet kan kun støttes udefra, ros og ris, charme, manipulering af det indre barn på den mest positive måde så selvværdet opbygges indefra.


Rigtig mange mennesker har et lavt selvværd, specielt den generation af kvinder som er vokset op under Emma Gads Takt & Tone - Flinkpigeskolen og stadig lider af behagesyge og misforstået hensynstagen til andres mening og behov.
Disse mennesker har endnu sværrere ved at opbygge tillid til andre mennesker fordi de meget ofte slet ikke selv ved hvad de mener og står for inderst inde, de har bare lært altid at gøre det mest uselviske i alle forbindelser...

Jeg har valgt som udgangspunkt - uden at være hverken blind eller naiv, at stole på de mennesker jeg møder på min vej - det gør livet en smule nemmere og solen skinner oftere på mine kinder.
De klø jeg får ud af det vil jeg tage med oprejst pande og vende mig om og slå igen for jeg har forbandet behagesygen og flinkepigeskolen.

Giv medmenneskeligheden en chance.

I vores lille land er vi temmelig forkælede, vores største bekymringer - som absolut kan være voldsomme for os, er som små dråber i havet for andre kulturer, hvor de ikke har det sikkerhedsnet som Danmark har opbygget.
Jeg har kun set en smule rigtig fattigdom, men nok til at se hvor privilligerede vi er her.
Jeg ved der findes så stor fattigdom at vi burde skamme os over at brokke os, og alligevel afholder det os ikke - heller ikke jeg.


Ma kan vel sammenligne det lidt med at man selv har ting i sin bagage som man har måtte klare og at når man så hører om andres "små problemer" (som jo er store for dem) kan man tage sig til hovdet og tænke - get over it !

Jeg sendte på et tidspunkt min datter med min bror til Nepal & Indien i 5 uger, da hun kom hjem var det en anden pige jeg så. Hun havde med sin krop og sjæl set mennesker i så stor nød at hun godt vidste hvad verden kunne byde. Hun havde et andet syn på det at "få & give" og hvad det menes at "leve på en sten". Sikkert utrolig sundt at se disse ting med egen øjne og så komme hjem og se hvor godt vi egentlig har det.
Måske vi alle skulle tage sådan en tur...



Nu er Afrika i så stor nød at det er udover vores fatteevne, vi ser billeder rulle frem på skærmen næsten dagligt med sult og død. Vi sender "nødhjælp" til dem - mange millioner men desværre er vores samfund sådan at nogle ALTID skal tjene på andres ulykke og derfor er det kun småpenge i den sidste ende der ender fremme hvor de egentlig hører til.



Det gør at mange stopper deres bidrag og det synes nyttesløst at give den smule man selv synes at kunne undvære, hvilket jo i sidste ende kun gør ondt værre da de jo så slet ingenting modtager.
Jeg kan også synes det er som at kaste penge i et hul som aldrig bliver fyldt men alligevel bliver jeg gerne ved for jeg har selv den overbevisning at hvis der er vilje er der vej og at vi kan lidt hvis vi er få men at vi kan meget hvis vi er mange.

Så trods det kun er småpenge vi kan undvære - så giv dem - ALT er bedre end ingenting !

Vis omsorg til en psykisk syg

Mine hjerte bløder for en bestemt gruppe mennesker - en marganaliseret gruppe som nok aldrig bliver lukket ind i det danske samfund - ikke af ond vilje men af frygt for hvad de egentlig indeholder. Dansken har altid frygtet denne type mennesker og måske netop derfor rammer det mig.
Vi ved nogle gange så lidt om hinanden, hvad vi indeholder hver især, men når man møder et andet menneske går man altid som udgangspunkt ud fra normalen. Hvis det så viser sig at facaden krakkelerer, flygter de fleste af os fordi vi ikke forstår det.



Denne gruppe af mennesker er ofte ensomme, de kan være i rum med 100 andre men stadig være helt alene indeni, de ved godt selv de er anderledes og ikke "hører til".

Der er mange psykise sygdomme, nogle er kroniske hvor andre er forbigående, nogle er medfødte genetiske og andre kommer af udefrakommende faktorer.

På et tidspunkt var det næsten moderne at have en deppression, men de som vitterlig får en deppression har svært ved at se det "hippe" i det. Der er nemlig meget stor forskel på at have en rigtig skidt periode hvor alt er noget møg og man er ked af det og energiforladt til at have en depression hvor man mangler serotinin i hjernen. Det er vigtigt at kende forskellen da en deppression kan være en suicidal tilstand som er vigtig at få behandlet.



I min tid i psykiatrien har jeg set rigtig mange indlæggelser, jeg har set deres ensomhed, deres manglende netværk og deres formåen at tage afstand til de følelser der medfører.
Det er sjældent at se der kommer besøg, endnu sjældnere der kommer nogle forbi med en blomst og en æske chokolade som man ville gøre ved enhver anden sygdom.
Folk der ligger og lige har fået fjernet blindtarmen har ofte gæster der kærrer om dem. besøger dem, forkæler dem og lytter til deres historie, den del har den psykisk syge næsten aldrig mødt.



Det hænger ofte sammen med at vi "ikke forstår" - hvad er det præcis der sker inden i deres hoved og vil de gøre os ondt ? Har de stemmer der siger de skal slå os ihjel og hvorfor "rokker de" ?!

Ofte når en psykotisk patient går i affekt er det fordi de er hunderæd, det kan være pga mange ting men ofte tror de at de skal kæmpe for deres liv, at man vil dem ondt.
Jeg har stået overfor kæmpe store psykotiske mænd som kunne knække mig med en fingernegl, men som jeg har fået snakket ned i rolig tilstand netop fordi jeg forstod det var fordi de var bange.
Og jeg er bare et lille myr på 163 cm så det er absolut ikke fordi de ikke har vidst de kunne knække mig sammen, men fordi de mødte en forståelse, at der var nogle der fortalte dem "vi vil dig ikke noget ondt".

Jeg blir ked af det når jeg hører eller læser at nu har politiet skudt en psykisk syg fordi han gik amok, det er sjældent nødvendigt, de er jo bare i affekt, noget i dem fortæller dem at de skal kæmpe for deres liv fordi dem omkring dem vil dem ondt.


Jeg vil som menneske og som fagperson ønske, at de som har nogle i deres netværk/famile som er psykisk syge - ville sætte sig ind i hvad der foregår i deres ven/søster/bror/søn/datter ect ect, fordi det har de brug for - de har brug for kærlighed og omsorg ligesom du og jeg. Mød dem med forståelse, det er jo ikke fordi de har søgt at være psykisk syg for at genere dig eller omgangskredsen, de ønsker jo bare et helt almindelig liv som alle andre. Det at marganalisere denne gruppe gør kun alting værre for den du holder af.

Besøg dem, tag en blomst med - køb en bog på psykiatrifondens hjemmeside om det din kære fejler og spørg lægerne, personalet og andre fagpersoner had du kan gøre for at vise omsorg for den syge.
Hjælp dem når de skal møde systemet, kommunerne, amterne osv osv - de er syge og har svært ved selv at varetage praktiske ting i deres hverdag.

Hvem ved om det rammer dig en dag og vil du så ikke håbe nogle forsøger at være der for dig ?!

Dansk uvidenhed

Hvad kan være mere oplagt end at skrive om det forestående valg i Danmark.
Mange holder hemmelighedsfuldt på hvad de stemmer på, det har jeg aldrig helt forstået, om det handler om at de ikke vil diskutere deres mening eller om det handler om retten til ikke at fortælle det må ligge åbent, men en del gør det. Personligt er jeg helt ligeglad, i Danmark har vi jo ret til at ytre os og stemme på hvad vi vil så hvorfor skjule vores mening ?

Det kan selvfølgelig også være fordi de rent faktisk ikke ved nok politisk til at debattere omkring det, faktisk er det overraskende mange som bare stemmer på det deres forældre eller deres familie i øvrigt gør, og egentlig aldrig sætter sig ind i om det er det rigtige valg for dem selv.



Er det skræmmende ? Jeg synes det, vi har en stor del af et samfund der bare "følger med flokken" uden at være det mindste skeptiske overfor hvad det egentlig er de stemmer på.
Hvor mange ved egentlig hvad deres valg indebærer - har de overhovdet læst valg programmet ? Ved det hvad det er for værdier de partier de stemmer på har og forsøger at bære frem i vores samfund ?



Jeg skal ikke gøre mig klogere politisk end andre, men dog har jeg sat mig ind i politik på flere plan, jeg følger med i deres værdier, om de får ført nogle løfter ud i livet og hvad der på det givne tidspunkt vil tjene størstedelen af det danske samfund. Det er ikke altid det der tjener en selv bedst som er det afgørende, specielt ikke hvis man vil se langsigtet for ens børn osv.

Jeg er ikke ude i en valgtale, jeg er mere i en undren over de mange danskere som på ingen måde følger med, lille Fru Hansen som hellere vil se "til middag hos" eller "fra skrot til slot", det er en gyser vil jeg påstå.
Hvordan kan man bare melde sig ud af informationsverdenen og læne sig tilbage og håbe på det bedste ?

Egentlig er jeg lidt ligeglad hvad du eller din nabo stemmer - det afgørende for mig er at i har taget stilling ud fra at vi ved hvad i vælger - alle ved at ethvert valg også nødvendigvis har et fravalg og jeg synes personligt det er sindsygt vigtigt at vide hvad det egentlig er man vælger fra - så kun at sætte sig ind i et parti er direkte dumhed set med mine øjne.



Dr2 er et fantastisk sted at søge information - deadline som skaber debatter mellem politikere, jurister, journalister, økonomer osv osv - nej der er ingen romantisk eller et næste afsnit - til gengæld fylder man ting i sit lille hoved som man rent faktisk bliver klogere af, hvilket ellers er en ting som kan være svært at finde på tv idag.

Tag stilling før du vælger !

Underkastelse via kærlighed

 Hvad er det der gør at nogle opfatter SM som noget fantastisk, hvordan kan man synes at det at en slår på en eller bestemmer over en andet kan være forløsende.
Det handler jo ikke om sex - det handler om magt - at stimulere de sanser man i dagligdagen ikke udsættes for - derfor er det også ofte magtfulde mænd/Quinder der ønsker underkastelse - de behøver den ligevægt i deres liv for at få maximal tilfredsstillelse.
Den nemmeste måde at underkastes på er via sex, det er et sprog alle taler og man kan lege sig ind i rollerne.





Det er ikke engang altid at der er sex blandet ind, men egentlig bare med en sexuel undertone iform at påklædning eller udstyr.
Og hvorfor er det ikke nok at være en luder/madonna ? Fræk som en tøs i sengen og den perfekte Quinde husmoder i resten af forholdet ?


Dominans.


Domina eller Master er ofte de ord man hører i forbindelse med den dominerende i forholdet, dette er dog ikke ensbetydende med at dette er udøveren. Der kan være udlån, der kan være opgaver, det handler om lydighed og det at underkaste sig den dominantes befalinger.
Nogle lever med dominans/underkastelse i hele dagligdagen, også uden at deres omverden ved at det er sådan et forhold de har. Nogle snakker om at den og den er under tøflen, men aner ikke det kan være et dominans forhold parret har og derfor selv nyder dette.
Lever den underkastede ikke op til sin rolle, uddeles der promte straf fra dominanten.
Straf kan være mange ting - det kan være sexuelt men det behøver ikke at være det, oftere er det en form for ydmygelse som fx at blive bundet nøgen til et træ eller skulle gøre en anden grænseoverskridende ting offentligt.





Grænser


Vi har alle grænser, det har man også i et Dominant forhold, derfor er der på forhånd aftalt "stop ord" når dette bruges er det vigtigt at den dominante respektere det og stopper udøvelsen.
Hele forholdet er bygget op på 100% tillid og kærlighed til den anden part, alt skal gøres med respekt og værdighed da det ellers er et utrolig øddelæggende forhold specielt for den underkastede.
Derfor er kommunikation det allervigtigste redskab i denne slags forhold, alt skal vendes så grænserne kun rykkes og ikke overskrides da det ellers går hen og bliver et form for overgreb og derved brydes den opbyggede tillid og forholdet er uigenkaldeligt ødelagt.


Kærlighed


Hvordan kan man kalde det kærlighed at forholdet ikke er ligeværdigt og hvor en part er totalt underkastet en andens mening, livsstil og gøren ?
Det kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i at man kan elske en person og så dominerere dem totalt, men for de som lever i sådanne forhold er det netop den optimale måde at vise deres kærlighed og hengivenhed på til hinanden..





Hvis man ønsker at vide mere om den slags kærlighed og forhold er bogen Q´s historie en fantastisk læsning.
Den store forelskelse som netop udmønter sig i underkastelse af kærlighed til sin partner...