Vi ved nogle gange så lidt om hinanden, hvad vi indeholder hver især, men når man møder et andet menneske går man altid som udgangspunkt ud fra normalen. Hvis det så viser sig at facaden krakkelerer, flygter de fleste af os fordi vi ikke forstår det.
Denne gruppe af mennesker er ofte ensomme, de kan være i rum med 100 andre men stadig være helt alene indeni, de ved godt selv de er anderledes og ikke "hører til".
Der er mange psykise sygdomme, nogle er kroniske hvor andre er forbigående, nogle er medfødte genetiske og andre kommer af udefrakommende faktorer.
På et tidspunkt var det næsten moderne at have en deppression, men de som vitterlig får en deppression har svært ved at se det "hippe" i det. Der er nemlig meget stor forskel på at have en rigtig skidt periode hvor alt er noget møg og man er ked af det og energiforladt til at have en depression hvor man mangler serotinin i hjernen. Det er vigtigt at kende forskellen da en deppression kan være en suicidal tilstand som er vigtig at få behandlet.
I min tid i psykiatrien har jeg set rigtig mange indlæggelser, jeg har set deres ensomhed, deres manglende netværk og deres formåen at tage afstand til de følelser der medfører.
Det er sjældent at se der kommer besøg, endnu sjældnere der kommer nogle forbi med en blomst og en æske chokolade som man ville gøre ved enhver anden sygdom.
Folk der ligger og lige har fået fjernet blindtarmen har ofte gæster der kærrer om dem. besøger dem, forkæler dem og lytter til deres historie, den del har den psykisk syge næsten aldrig mødt.
Det hænger ofte sammen med at vi "ikke forstår" - hvad er det præcis der sker inden i deres hoved og vil de gøre os ondt ? Har de stemmer der siger de skal slå os ihjel og hvorfor "rokker de" ?!
Ofte når en psykotisk patient går i affekt er det fordi de er hunderæd, det kan være pga mange ting men ofte tror de at de skal kæmpe for deres liv, at man vil dem ondt.
Jeg har stået overfor kæmpe store psykotiske mænd som kunne knække mig med en fingernegl, men som jeg har fået snakket ned i rolig tilstand netop fordi jeg forstod det var fordi de var bange.
Og jeg er bare et lille myr på 163 cm så det er absolut ikke fordi de ikke har vidst de kunne knække mig sammen, men fordi de mødte en forståelse, at der var nogle der fortalte dem "vi vil dig ikke noget ondt".
Jeg blir ked af det når jeg hører eller læser at nu har politiet skudt en psykisk syg fordi han gik amok, det er sjældent nødvendigt, de er jo bare i affekt, noget i dem fortæller dem at de skal kæmpe for deres liv fordi dem omkring dem vil dem ondt.
Jeg vil som menneske og som fagperson ønske, at de som har nogle i deres netværk/famile som er psykisk syge - ville sætte sig ind i hvad der foregår i deres ven/søster/bror/søn/datter ect ect, fordi det har de brug for - de har brug for kærlighed og omsorg ligesom du og jeg. Mød dem med forståelse, det er jo ikke fordi de har søgt at være psykisk syg for at genere dig eller omgangskredsen, de ønsker jo bare et helt almindelig liv som alle andre. Det at marganalisere denne gruppe gør kun alting værre for den du holder af.
Besøg dem, tag en blomst med - køb en bog på psykiatrifondens hjemmeside om det din kære fejler og spørg lægerne, personalet og andre fagpersoner had du kan gøre for at vise omsorg for den syge.
Hjælp dem når de skal møde systemet, kommunerne, amterne osv osv - de er syge og har svært ved selv at varetage praktiske ting i deres hverdag.
Hvem ved om det rammer dig en dag og vil du så ikke håbe nogle forsøger at være der for dig ?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar