Er vi skabt til monogami ?!

Kan man blogge for meget om kærlighed og forelskelse ?! Eller ligger det så grundlæggende i vores tankegng at hver gang vi bevæger os ind på emnet lykke, dukker denne del op og bliver en af de grundlæggende sten i fundamentet ?!

Er vi skabt til tosomhed eller er det bare en ønske vi gennemtvinger i vores hverdag og hvordan hænger mennesket sammen med at være monogamt ?

I vores fortid var det måske mere normalt ikke at være monogam, en hulemand knaldede en hulekvinde i nødden med en kølle og slæbte hende om bag en sten og voldtog hende, at han havde en hulekvinde var ikke ensbetydende med at han ikke gokkede andre kvinder i nødden for at sprede sin sæd.

Med tiden er vi blevet mere egoistiske - vi deler ikke slik og legetøj med naboen, eller de fleste af os gør ikke. Der er selvfølgelig stadig kulturer som må have flerkoneri, men det normale er at finde en mage og slå sig til tåls med at vågne op og se det samme krøllede ansigt blive ældre og ældre.
I Danmark er vi så indgroede i denne overbevisning at vi ser ned på folk der vælger at træde ud af mængden og ikke være monogame - fx hvis et par vælger at have et åbent forhold dømmer vi dem hurtigt til at de ikke elsker hinanden rigtigt og vi er ikke bly for at tildele øgenavne som "player" eller andre ting der tilkendegiver at vi ikke er enige i denne livsform.



I dyreverden er det kun få dyr der er monogame - det gælder om at sprede sin sæd og øge flokken af arten. Mange hunner må deles om en alfahan, eller hvis det ikke er flokdyr som fx hunde, så vælges den hun bare som er nærmest, man er ikke så kræsen som dyr.

Jeg kan ikke lade være at tænke på hvordan alle vores krav til hinanden som mennesker er opstået, en ting er kemien.
Jeg kan jo tage mig selv som et ex.
Min kæreste gider gerne gå med i butikker og kigge på præcis de ting jeg synes er dejlige og han er fantastisk til at komme med foreslag om at vi lige kan smutte ind på en lille sandwichbar jeg ikke kendte til, han har selv udvalgte ting man ikke kan købe alle steder som jeg bliver indviet i og han er både omsorgsfuld og super opmærksom på mig og viser det gerne både til mig og resten af verden.
Til gengæld ved jeg han værdsætter jeg gør andre ting så som at sørge for der er plads og rummelig til at vi kan have det hyggeligt - at jeg er opmærksom på hans behov på andre plan og at jeg kender min plads i fordelingen så ligevægten er rigtig.
Han har samme indstilling til renlighed, selvkritik, moral, tillid,  empati og loyalititet som jeg selv har hvilket er nogle af de ting jeg vægter højest.

Men hvad med alle de andre små krav i stiller ? Skal han have hus og hvidt stakit eller drømmen om det ? skal han have en bestemt status og hvad med hans sure sokker ?
betyder det i virkeligheden så meget at det overdækker vores indre værdier ?
Jeg kan jo kun snakke for mit eget vedkommende - nej det gør det ikke, men jeg kender faktisk en del der absolut fravælger gode kvinder eller mænd pga disse ting og jeg undrer mig hver gang.
Hvem har bestemt at det er rimeligt vi stille hinanden op ved en målskive og hvis ikke der er pletskud på alle niveauer så fravælges vi ?!
Er der virkelig nogle der er så perfekte selv at de kan tillade sig det ?
Har vi ikke allsammen fejl og mangler ?

Måske ville det være nemmere at lege med kærligheden hvis vi tog hulekvinden og blandede med den morderne mand !